Der er lys for enden af kablet
Igennem flere måneder har der hersket lidt mere liv end sædvanlig på vejene i og omkring Karrebæk-Karrebæksminde.
Der er blevet gravet, lagt kabler, asfalteret, skudt under veje, gravet igen og så en gang asfalt igen. NORLYS har der stået på en del af firmabilerne, men når borgerne har spurgt ind til, hvad alle disse kabler indebar, har det været svært at få et konkret svar. Et kort i postkassen har blot fortalt beboerne, at Stofa slukker for kabelnettet, og at der så kommer fibernet.
KUNDERNE ORIENTERES
Men karrebaeksminde.dk kan nu løfte sløret.
Vi har spurgt Kommunikationspartner i Norlys Digital Anne Bregendahl Lausern, hvad det nye net helt konkret betyder for den enkelte abonnent.
-For at kunden fortsat kan have et internet og tv-produkter via Stofa, skal der etableres fiber på adressen, fortæller hun.
-Det sker ved, at en fiberledning lægges i jorden, og fiber installeres i hjemmet. Kunderne vil blive orienteret om, hvad der specifikt skal ske hos dem. Alle nuværende Stofa kunder i området vil få tilbudt et skift fra kabel-tv nettet til fiber.
NØDVENDIG INSTALLATION
Bliver der trukket fiber ind til alle nuværende kunder?
-Ja, hvis kunden accepterer at skifte til fiber. Hvis kunden ikke ønsker dette, vil den nuværende forbindelse blive lukket på et ikke endnu fastlagt tidspunkt. Det er selvfølgelig noget, som vi informerer kunderne om, så de er helt klar over de muligheder, som de har, forklarer Anne Bregendahl Laursen.
-Samtidig skal der ændres på den indvendige installation, der skal skiftes til en løsning bestående af to bokse til forsyning med internet. Det er selvfølgelig noget, som vores teknikere kommer ud at sørge for hos kunden. Det er ikke noget, som de selv skal stå med.
START OG AFSLUTNING
Hvornår forventer NORLYS at gå i gang med at koble kunderne op på det nye net?
-Planerne for Karrebæksminde er endnu så konkrete, at vi kan give en dato for dette, men vi forventer at gå i gang i området sidst på året, siger Anne Bregendahl Laursen.
-Og afslutningen på arbejdet afhænger af flere forskellige ting så som opstart, kundernes ønske om at få fiberen installeret m.m. Derfor kan vi heller ikke give en slutdato lige nu. Der er en større proces, hvor mange ting skal tænkes ind.
-Men kunden kommer ikke til at have omkostninger ved at få installeret fiber på deres adresser. Den omkostning tager vi på os, fastslår Anne Bregendahl Laursen.
Så der går stadig nogen tid, inden vi kan kommer på det super hurtige fibernet fra NORLYS.