Broens glade dreng har jubilæum
Han blev egentlig ansat til at køre en nyindkøbt mobilkran og bryde is om vinteren med slæbebåden Enø, men hurtigt fik han en fast plads som brovagt på Karrebæksmindebroen og nu kan Tonny Rasmussen fejre 25 års jubilæum ved Næstved Havn.
LIDT SEN PÅ DEN
Jubilæet var egentlig den 1. august, midt i ferietiden, så Tonny Rasmussens chef og direktør for Næstved Havn Jesper Boesen besluttede at holde receptionen på torsdag den 7. september kl. 13.00 i Næstved Havns lokaler på Vestre Kaj 16, hvor der vil være en bid mad og lidt at drikke.
Samtidig lover direktøren, at porten i terrorhegnet nok skal være åben, så familie, samarbejdspartnere, kolleger, venner og bekendte kan komme ind.
SVINGBROEN
Udover at passe den populære “Græshoppebro” i Karrebæksminde, styrer brovagterne og brofoged Tonny Rasmussen også svingbroen længere inde mod Næstved, og her er det om at holde tungen lige i munden, når der skal lukkes af for trafikken og broen drejes. Et utal af kameraer viser broen og dens omgivelser fra flere vinkler, så Tonny og hans kolleger kan være helt sikre på, at der ikke er trafikanter eller gående på vej over broen, når den svinges.
FAMILIE, HUND OG BÅD
Når Tonny holder fri er det sammen med fru Merethe, deres drenge og hund, og så bliver der også tid til at sejle lidt rundt og se på den smukke natur og måske fange en fisk i ny og næ.