Fremhævede nyhederNyheder

Karneval i Karrebæk satte gang i musikkarriere

Martin Seidelin med sin røde hat sammen med resten af orkestret, Thorbjørn Risager & The Black Tornado. (Foto: Christoffer Askman).

”Come on in” er ikke lige den sætning vi hører ret tit i disse corona-virus tider, men derimod titlen på det nyeste album med det populære orkester Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Bag trommerne i orkestret sidder en ”gammel” Karrebæk-dreng, Martin Seidelin, der startede sin musikkarriere ved et karneval på Karrebæk Skole.

Vi har fanget Martin og fået en lille snak blandt andet om tiden med initiativ- og farverige lærere på Karrebæk Skole.

ET GODT TEAM
-Jeg kom til Karrebæk Skole i 8. klasse i slutningen af 80’erne og vores lærerteam var Flemming Fuglsang, Hans Barfod, Robert Wituslavsky og ”Fru Vibo”, Birgit Dyrlund Jensen. Et virkeligt godt team, hvor vi fik lov til at lave fede projekter, fortæller Martin Seidelin.
-Jeg husker, at vi bl.a. skulle lave en avis, der blev solgt i Brugsen og hos SPAR-købmanden. Og så var der naturligvis karnevallerne. Det var her jeg for første gang virkelig fik interesse for musik.

MUSIKALSKE LØBEBANE
Det var de store klasser, der skulle agere hjælpelærere ved karnevallet, ikke mindst fordi de lige havde haft en emneuge om Brasilien op til begivenheden.
-Nå, men for mit eget vedkommende, er der ingen tvivl om at karnevallet på Karrebæk Skole startede min musikalske løbebane og har været udslagsgivende for de valg, jeg har truffet senere i livet.

DELTOG IKKE I FESTEN
Martin var meget aktiv i optakten til skolens karneval.
-Tilfældet ville dog, at jeg IKKE deltog i de to karneval på skolen, da jeg tog med min familie på vinterferie i den weekend festen løb af stablen.
-Men sideløbende med skolens karneval, var der jo det store pinsekarneval, hvor Hans Barfod startede en karnevals trup, som tog til København og spillede til karneval.
-Der deltog jeg! bemærker Martin med et stort smil.

Siden kom Martin på Center for Rytmisk Musik og Bevægelse.
-Det var i 1995, hvor Leif Falk, der deltog som stor inspirator, musik og danselærer, ved Karrebæk karneval, havde skabt musikkonservatorie i Silkeborg, hvor jeg så mødte ham igen næsten 10 år efter Karrebæk-tiden.

TROMMESÆT TRILLEDE JEG RUNDT
-Jeg var i fuld gang med en musikkarriere i København omkring spillestederne Mojo, Drop Inn og Lades Kælder. De tre steder lå så tæt at jeg kunne rulle mit trommesæt fra det ene til det andet sted på en gravhund, når jobbene lå tæt.
-I miljøet omkring de klubber lærte jeg Thorbjørn Risager at kende og da han startede bandet op, var det egentlig med en anden trommeslager.
-Han fik, efter at de havde arbejdet med bandet et halvt år, heldigvis syntes jeg, et tilbud om at komme til USA og spille, så fik jeg pladsen.
Og siden 2003 har Martin Seidelin siddet bag trommerne i bandet, der i år skulle have været på en stor turne.

DET HELE ER SAT PÅ PAUSE
-Lige nu er al vores aktivitet sat på pause.
-Desværre var vi jo lige kommet i gang med vores release tourné med udgivelsen “Come on in”. Så lige nu er jeg ligesom alle andre i landet bænket hjemme ved køkkenbordet i Valby sammen med ungerne og deres lektier.
-Heldigvis er det lykkedes at flytte de fleste koncerter til efteråret og starten af næste år, så hvis vi får lidt hjælp fra en af regeringens hjælpepakker, skal vi nok holde skindet på næsen, siger Martin optimistisk
-Vi har jo eksisteret længe og er ikke sådan lige til at ryste fra hinanden.

CD’en med Thorbjørn Risager & The Black Tornado “Come on in” indeholder 10 numre og spillertiden er42:04

Se video fra karnevallet på Karrebæk Skole her.

Medierne skrev en masse om Karrebæk Skoles karneval og fagbladet “Skole og Samfund” havde også fundet vej med journalist Henny Mortensen og fotograf Finn John Carlsson.

 

 

 

 

Klik på billederne, for at se dem i stor størrelse

 

 

error: Nej!