Fremhævede nyhederNyhederTurisme

Hårdt arbejde at lave nyt brodæk


Det er ikke et job for barberlærlinge at lave det nye brodæk til Karrebæksmindebroen. Men for tømrersvendene fra Tømrerfirma Troels Hansen A/S i Gadstrup, er det blot endnu en spændende opgave.

Træet der anvendes til det nye brodæk er fra Vestafrika og af arten azobé. Det er den samme træsort, som igennem mange år er blevet anvendt til havnemoler og bolværk verden over.
Træet er utrolig hårdt og slidstærkt.
Det er ikke noget træ, man sådan bare lige skruer en skrue i for at samle de forskellige lægter og brædder. Nej, der skal bores for i hvert enkelt skruehul, og vel at mærke, af flere gange. Ellers brænder boret simpelthen fast og knækker.

TIL FODS OVER BROEN
Det nye trædæk er i øjeblikket ved at blive gjort klart, så det er lige til at krane hen på broklappen, når den er blevet renoveret, og betonfolkene har udbedret skaderne omkring broen.
For at alt dette kan lade sig gøre bliver broen totalt lukket for kørende trafik fra den 7. september til og med den 4. oktober.
Det vil i det tidsrum kun være muligt at komme fra Sjælland til Lungshave og retur til fods eller ved at trække sin cykel over.

STOR OG TILTRÆNGT RENOVERING
Græshoppebroen, som den gamle vippebro kaldes i daglig tale, har i mange år trængt til et rigtigt kærligt eftersyn.
Betonen har været udsat for nedsivet vand og er blevet porøs. Stålkonstruktionerne er gennemtæret af rust, og belægningen på klapfaget har vist sig ikke være stærk nok til trafikken på broen, noget som viste sig ganske kort tid efter den blev renoveret for en del år siden.
Renoveringen omfatter belægningen på selve klapfaget, store dele af tilslutningsfagene på begge sider samt portalen og kontravægten.
Det er entreprenøren Christiansen & Essenbæk der står for projektet, og de flyttede i sommer ind på byggepladsen ved Kludekogeren.
På hegnet ind til byggepladsen har Næstved Kommune opsat en info-planche, hvor der informeres om arbejdet og broens historie.

FOLDER OM LUKNINGEN
Broen vil i de 4 uger arbejdet står på, også være lukket for sejlads, dette gælder også gennemsejling for både, der ellers sagtens kunne komme under broen, uden at den skulle åbnes.
Næstved Kommune har udgivet en lille folder, der i korte træk fortæller om hvilke tiltag der er på banen i forhold til bl.a. politi, ambulance, brand og redning, hjemmepleje, forsyning m.m. på Lungshave og Enø i de 4 uger lukningen vare. Hent den lille folder her.

error: Nej!