Nyheder

Thomas fandt Peters familie i Californien

Peter Christiansen og Thomas Hvitfeldt Hansen har meget at snakke om, ikke mindst efter Thomas’ besøg i Laguna Beach, Californien, hvor efterkommere af Peters familie lever den dag i dag..

I mange små foreninger går en generalforsamling ud på at få overstået dagsordenen i en fart, så man kan komme til det væsentlige: maden og hyggen.

Det er sikkert ikke anderledes i Karrebæksminde Aalelaug, hvor formanden for Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum Peter Christiansen og ålefisker, entreprenør, fiskemester m.m. Thomas Hvitfeldt Hansen er blandt medlemskredsen.

-På et tidspunkt kommer vi til at tale om de folk fra Karrebæksminde der rejste til Amerika i 1911, nemlig min farfar Jens Peter Christiansen og min farmor Anne Ellonora (født Ditlevsen), fortæller Peter Christiansen.
Andre familier fra Karrebæksminde og Næstved fulgte efter, og nogle af dem har efterkommere i Laguna Bech i Californien.
-Der bor min søn Emil og svigerdatter Athena, udbryder Thomas.
Og så kan det ellers nok være der kom gang i sagerne.

AFSTED MED ET JULEKORT
Peter og Thomas mødtes nogle dage senere i Peters hus i Alléen, og så blev der fundet gamle billeder, postkort og meget andet frem.
På et af julekortene stod der en afsenderadresse i Laguna Bech.
-Det tager jeg med, og så prøver jeg at finde frem til din familie, når jeg besøger Emil og Athena næste gang, sagde Thomas til Peter Christiansen.
Og som sagt så gjort.
Det skulle vise sig at blive en virkelig god oplevelse.

SOMMERFUGLE I MAVEN
Efter et par dages ophold hos de unge mennesker i Californien, kørte Thomas så afsted mod den adresse, der stod på julekortet.
-Det var en lidt underlig fornemmelse, ligesom lidt sommerfugle i maven at køre afsted på den ”mission”, siger Thomas.
-Jeg havde været inde på Google og fundet adressen og set vejbilleder der fra, så jeg kunne kende det hele, da jeg nærmede mig.
-På adressen blev jeg mødt af en venlig dame, som hurtigt blev vældig interesseret i at høre, hvad jeg skulle, så langt væk hjemmefra.

JAGERPILOT I FLÅDEN
Fruen, som nu boede i huset, fik hurtigt forklaret Thomas, at ham han ledte efter, var hendes ex mand, som boede lidt længere oppe ad vejen. Så der kørte Thomas hen.

Her mødte Thomas den tidligere jagerpilot og luftkaptajn Eric A. Jensen. Thomas blev straks blev inviteret indenfor i det smukke hjem, hvor fotoalbum og slægt-bøger omgående blev hevet frem.
-Der var gamle billeder fra Alléen og Ved Broen, fra Gavnø og inde fra Peter Christiansens hus og det hus hvor Hans Jacobsen i dag bor. Herfra stammede også en kogebog, skrevet med sirlig håndskrift og enkelte løsblade med opskrifter på engelsk.

FLOT GAVE TIL EMIL
Det blev til flere besøg hos Eric og hans hustru Jo, og Thomas måtte svare på en masse spørgsmål om, hvordan det stod til med den og den i Danmark.
Familiens store dejlige hus bar tydeligt præg af, at der var danske gener i Eric.
En hel væg var prydes af Royal Copenhagen platter, bl.a. en for 200 året for Hans Egedes besøg på Grønland. Ved siden af en model at det fly Eric fløj som pilot på hangarskibet ud for Vietnams kyst, stod Dannebrog og en stor vimpel til flagstangen, var også dannebrog.
-Pludselig kommer Eric med et maleri, fortæller Thomas.
-Det skal din søn og svigerdatter have, siger han. Vores to børn er alligevel ikke interesseret i det.
Billedet var et maleri fra Karrebæksminde med den gamle mølle, som blev brændt ned i en Fy og Bi film i 1924.

Eiler Larsen er født i Aarhus 1890, men menes at have tilknytning til Karrebæksminde.
Han blev hædret med denne statue på byens centrale plads, for sit store arbejde i lokalsamfundet i Laguna Beach.

-Der fik jeg godt nok en klump i halsen, siger en berørt Thomas Hvitfeldt Hansen.

SAMLER DANSKERNE
Der blev helt naturligt talt engelsk under besøgene hos Eric og Jo Jensen.
-Men de kunne dog et par danske ord, nemlig ”Glædelig jul” og ”Frikadeller” – og så ”Hold Kæft”, griner Thomas.
Det var en kæmpe oplevelse for Thomas, Emil og Athena at besøge efterkommerne fra de danske indvandrere, men det er ikke ualmindeligt, at der kommer danske til området.
-Emils svigerfar Steve Diaz kan godt lide at samle mennesker omkring sig, og det er ofte dansker fra området og fra Solvang, et par timers kørsel fra Laguna Beach, og så bliver der rigtig snakket på dansk.

For Peter Christiansen fra Alléen var det en stor fornøjelse at høre fra sine fjerne slægtninge, både pr. telefon og da Thomas kom hjem med en masse historier.

-Vi har skrevet lidt sammen efterfølgende på mail, og hele Eric’s familie er slægtsforskere, så der vi kan måske i fællesskab få sat et par ekstra grene på slægtstræet, siger Peter, der naturligvis vil forsøge at holde kontakte ved lige.

error: Nej!