Fremhævede nyhederNyheder

Valget er dit på søndag

I ugens løb har borgerne i de 27 EU-lande kunnet stemme på deres kandidat til Europa-Parlamentet og som nogen af de sidste, er det danskernes tur på søndag.

Kandidater er der mange af, en del kendte men de fleste ret ukendte.
Lygtepælene landet over har været plakatsøjler de sidste par uger for valgplakater med billeder af kandidaterne, nogle med en mere kendt politiker i baggrunden og andre med et slogan for den linje de respektive partier går ind for.

STATSMINISTERSØN ELLER SKÆRMTROLD
Men hvem skal man så stemme på? Er det et parti eller en kandidat, der har samme holdning til tingene som en selv?
Skal det være en tidligere forsikringsdirektør? Et nuværende medlem af Europa-Parlamentet, der også har haft tid til at studere økonomi på universitetet? eller en tidligere skærmtrold og TV-star, som også hver uge tager på arbejde i EU?
Det kunne også være en tidligere statsminister-søn? en tidligere udenrigsminister eller måske en landmand, med gummistøvlerne solidt plantet i Plenarsalen i Strasbourg? for ikke at glemme en EU-politiker, der siden 2006 har lavet et godt og effektivt stykke arbejde på mange områder i Europa-Parlamentet?

CIRKUS ELLER BILER
Mange borgere her i området har sikkert kigget godt på de forskellige plakater, og vælger måske ”Cirkus Baldoni” eller ”Biler på Gavnø” den 9. juni, men derfor er der alligevel tid til at komme op og stemme på en kandidat eller et parti.

Det er i EU mange af de love og forordninger, som vi borgere skal indordne os under, bliver lavet. Igennem hele processen har der deltaget danske politikere og danske embedsmænd, så den med at ”det er også dem nede i EU” holder ikke, selv om mange danske folketingsmedlemmer i tidens løb har brugt den frase, når de ikke lige har fulgt med i timen.

VI LIGGER PÅ FJERDEPLADSEN
I Danmark lå stemmeprocenten ved valget for 5 år siden på 66% kun overgået af Malta (73%), Luxemburg (84%) og Belgien (88%) og gennemsnittet i hele EU var på 50%.
Du kan med din stemme være med til at forme fremtidens Europa – og der er virkelig noget at gå i gang eller fortsætte med på rigtig mange fronter.

error: Nej!