ForeningerFremhævede nyhederNyhederTurisme

Så er der dømt fodboldfest på lørdag

Formanden for KIF Louis Holm Kristensen og initiativtager Bo GRauman på Grundlovspladsen, hvor arrangementet finder sted på lørdag.

Billetsalget til fodboldfesten på lørdag starter torsdag hos SPAR Karrebæksminde.
Og hvad er det så for en fodboldfest, vil mange måske spørge.

EN SKØR IDE
Vi har spurgt byggeleder Bo Grauman hos Børge Jakobsen A/S, der i søndags fik ideen til at sætte storskærm op på Grundlovspladsen til lørdagens landskamp kl. 18.00 mellem Danmark og Tjekkiet.
-Jeg ved godt, at når jeg får sådan en ide, så burde jeg sætte mig hen i en krog og vente til anfaldet er ovre, men sådan går det som reglen ikke, fortæller Bo Grauman.
I stedet kontaktede han formanden for Karrebæk Idræts Forening Louis Holm Kristensen, der straks var med på idéen.
-Louis er det hel rette mand til at få sådan et arrangement op at stå med så kort varsel, og her onsdag formiddag, var alle tilladelserne i hus.
-Det samme var storskærmen, selv om der er rift om dem i disse dage.

Lars Westermann var straks klar til at hjælpe arrangørerne, så de kunne stille op, mens der var markedsdag.

LOKAL BRYG
Det skulle også vise sig at blive et problem, at få fadøl til arrangementet.
-Men et kald til vores lokale bryggeri Kongebryg, løste noget af problemet. De ville meget gerne være med og det samme ville Royal Unibrew i Faxe, oplyser Bo Grauman.
-Hver lørdag er der markedsdage på Grundlovspladsen, men her mødte vi dejlig stor velvilje hos arrangøren Lars Westermann. Han ville gøre plads, så vi kan komme til at stille øl- og pølseboder, scene og hegn op, uden at gribe generende ind på den populære markedsdag, og det er vi utrolig glade for.

PLADS TIL 1.000 FODBOLDFANS
Når alt er på plads, vil der være plads til 1.000 glade fodboldfans, der skal kunne komme og checke ind og få udleveret armbånd allerede fra kl. 15.00.
Men der sættes kun 500 billetter til salg hos SPAR, idet den lokale erhvervsforening har sat sig på 500 billetter til foreningens medlemmer og videresalg. Foreningen støtter også arrangementet med et beløb.
Så der bliver med garanti rift om de sidste 500 af slagsen.
Billetterne koster 50 kr. pr. stk., men hele arrangementet løber op i små 200.000 kr..
-Derfor er vi rigtig glade for, at så mange gode sponsorer, som tilfældet er, bakker op om vores initiativ, ligesom Mærk Næstved også støtter det, siger Bo Grauman.
Og så er spørgsmålet: Hvad gør Bo Grauman og Louis Holm Kristensen, når Danmark nu vinder lørdag aften, og måske også den næste kamp?
-Hvis vi går videre til finalen, så kan der godt blive trængsel i Karrebæksminde, hvor der på finaledagen også er den over hundrede år gamle traditionsrige kapsejlads, smiler Bo Grauman, -men nu ser vi på.
Det er Karrebæk Idrætsforening der står som arrangør for festlighederne.

Der bliver forhåbentlig også grund til at klappe foran storskærmen på lørdag aften, som tilfældet var, da TV/2-Charlie og deres Rockshow i 2017 gæstede Karrebæksminde. Måske bliver det et andet publikum, men folkefest bliver der under alle omstændigheder.
error: Nej!