Fremhævede nyhederHandelNyhederTurisme

En ulden forretning på Spejlagergaard

-Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det!
Titlen på folkekære Osvald Helmuths vise i Helsingørrevyen i 1963, kunne godt bruges om Sabine og Sofie Buurs (mor og datter) garnbutik på Spejlagergaard på Brøndagervej 22 i Karrebæk.
Hidtil har det været en pænt besøgt web-shop under navnet knitbybuur.dk, men da familien flyttede til Karrebæk for nogle år siden, fik Sabine ideen om at indrette en lille fysisk butik i en del af Spejlagergaards ene længe.

UDVIDELSESMULIGHEDER
-Det er i det tidligere karlekammer, der nu er blevet butikslokale, fortæller Sabine Buur.
Hun har hele sit liv været kreativ, og da datteren Sofie for et par år siden også begyndte at interessere sig for strikning, tog ideerne omkring butikken rigtig fart.
-Vi satte det gamle karlekammer i stand, så det kunne bruges, og får vi på et tidspunkt brug for mere plads, så er der udvidelsesmuligheder nok, forklarer Sabine og peger på den store lade i forlængelse af butikken.

Selv om der ikke er de store skilte der viser vej til den lille butik, så er der allerede mange kunder, der lægger vejen forbi, enten i bil, på cykel eller til fods.
Sabine og Sofie har et pænt udvalg i kendte garnmærker, og stiller sig ikke afvisende for med tiden selv at begynde at farve garn.
-Vi har en del jord til gården, hvor der godt kan dyrkes planter, som egner sig til brug ved farvning af garn, fortæller Sabine, der dog indtil videre udelukker, at familien også selv vil begynde at holde får og på den måde være selvforsynende med en del af ulden.

HAVEARRANGEMENTER
-Men vi vil gerne lave nogle forskellige arrangementer i vores have, fortæller Sabine.
-Det kan naturligvis være strikke-arrangementer, men også forskellige andre events som toga og meditation. Det første arrangement med Maria Adelborg Brooker fra Brooker Healing i Næstved er allerede løbet af stablen og flere er på vej, oplyser de kreative damer på Brøndagervej, hvor der er åbent onsdag fra 10-13 og fredag fra 15-18, og så naturligvis efter aftale.

Sabine Buur og datteren Sofie har ikke planer om et større fårehold på gården, men planter til brug for garnfarvning er noget af det, der ligger lige til højrebenet.

 

error: Nej!