Fremhævede nyhederHandelMad og drikkeNyhederTurisme

Hr. og Fru Fisk nær blæst bagover af succes

Hr. og Fru Fisk har svært ved at få armene ned oven på den store succes de har fået med deres lille spisested ved Den grønne Plæne og Frihedens anløbssted i Karrebæksminde.
Men det bliver de nødt til, for gæsterne valfarfter til stedet, så skal der ekspederes og arbejdes i det lille køkken, med gode råvarer og hurtig betjening.
-Vi har været ved at blæse om kuld, siger Fru Fisk, alias Bettina Linder Henriksen, der sammen med Hr. Fisk, Søren Henriksen åbnede det lille sted i sommer.

FIK OK FRA KOLLEGER
-Men vi var lige en tur rundt og høre de etablerede forretninger og kommende naboer og kolleger, om det var OK at vi startede vores lille forretning. Og det var det, fortæller Bettina.
I starten ville parret ikke lave så megen reklame for stedet, men pludselig dukkede medierne op, og så kan det nok være, de var ved at blive blæst bagover af den store succes, de pludselig fik.

Menukortet indeholder få lækre retter, fremstillet af friske råvarer.

Et lille menukort med gode enkle retter, gør det nemt og hurtigt at bestemme sig, og så er det bare med at finde en plads under en af de små parasoller.
Ind imellem lægger turbåden Friheden til kaj lige udenfor Hr. og Fru Fisk, og hvem har så ikke lyst til lidt lækkeert, efter sejlturen fra Næstved via Gavnø.

SAIL IN AND TAKE AWAY
De fleste gæster hos Hr. og Fru Fisk bliver på stedet og spiser, mens de nyder udsigten og livet på og omkring kanalen, men der er også en del, der tager maden med.
-Og så har vi mange både, der også lægger til ved vores “Sail In” og køber mad med til sejlturen, fortæller Bettina Henriksen.
Ugen ud er der åbent hver dag på spisestedet, men fra september bliver det kun i weekenderne, der holdes åbent.
-Så må vi se, hvor længe vi skal holde ud, siger Bettina, der også har den populære fiskebil, der kommer rundt til faste holdepladser på Sydsjælland med friske fisk til de, der ikke vil lægge vejen forbi Bettina og Sørens fiskeforretning Karrebæksminde Seafood.
Så der er nok at se til for det initiativrige ægtepar.

Hr. og Fru Fisk alias Søren Henriksen og Bettina Linder Henriksen på Frihedens anløbsbro. Søren er iøvrigt lidt skuffet over, at de fine trøjer som personalet ellers går rundt i, ikke fås i “mandestørrelse”.
error: Nej!