Norlys gør klar til mere fibernet på Enø
Små fire timer, så lang tid tog det at skyde et 140 meter langt rør til brug for fibernet under kanalen fra Lungshave til Sjælland.
Det er firmaet Norlys, der har gang i en masse gravearbejde, der på et tidspunkt skal omlægge det gamle Stofa kabelnet til det langt hurtigere og mere stabile fibernet.
STOFA OPGRADERER
Claus Dyrhøj er Projekt Manager hos Norlys og han siger:
-Det er rigtigt at Norlys har rekvireret den omtalte boring under kanalen. Vi forventer at grave i Karrebæk og Karrebæksminde i dette år, men har desværre ikke præcise datoer endnu.
Til spørgsmålet om årsagen til alt dette gravearbejde siger han:
-Stofa har haft kunder i Karrebæk og karrebæksminde i flere årtier, og det vil de gerne blive ved med. Derfor opgradere Stofa sit antennenet, til et fibernet med nye muligheder. Alle eksisterende Stofa kunder vil modtage brev inden denne konvertering.
DET GAMLE ANLÆG SLUKKES
-Vi er startet med at grave på Ved Broen, da Næstved kommune har varslet nyt asfalt på denne vej i år, fortsætter Claus Dyrhøj.
-Det er dog ikke planen at grave mere på Lungshave/Enø end dette på nuværende tidspunkt.
Norlys forventer at konvertere kunder til det nye net løbende i indeværende år. Når alle eksisterende kunder, som ønsker dette, er blevet konverteret vil antenneanlægget blive slukket.
-Der ud over er vi kun glade hvis vi kan lokke nye kunder til vores fibernet. Vi har på nuværende tidspunkt omkring 12 kanal-udbydere, der kan forsyne kunderne igennem vores fiberboks, så der er fri konkurrence.