Fejlfarvet edderfugl i havnen


I godt en uges tid har en fejlfarvet edderfugl af hunkøn hygget sig i det ydre havnebassin i Karrebæksminde.
Det er journalist og forfatter Henning Kørvel, der bor i Lodshaven, der har spottet den specielle fugl.

Han fortæller:
-Jeg har iagttaget fejlfarven i godt en uges tid. Fuglen har et lysere hoved og den underste del af kroppen, er nærmest hvid.
På Henning Kørvels foto kan man bagved den fejlfarvede edderfuglehun se en normalfarvet mørkebrun edderfuglehun. Og når man sammenligner de to fugle, så er det mere end tydeligt, at fuglen forrest i billedet er lysere på hovedet og den underste del af kroppen nærmest er hvid, og kun overkroppen og overvingerne er mørkebrune.

LET OFFER FOR ROVDYR
-Fænomenet hedder leucisme, der giver en total eller partiel mangel på lumetanin i fjerene, hvilket skyldes en fejl, hvorpå pigmenter lagres i fjerene, forklarer Henning Kørvel.

-Og det menes, at dette er den almindeligste pigmentforandring hos fugle. En fugl som edderfuglehunnen i Karrebæksminde Havn har normalfarvede øjne og et normalt syn.

Leucisme forekommer også partielt, hvor blot nogle få fjer hos en fugl er hvide. Fænomenet er dog ikke særligt udbredt, og ligeså sjældent er det at se voksne fugle, der er rene albinoer, fordi albinisme påvirker synet, og rovdyr derfor har let ved at tage dem.


20170703 08:45